Påske Søndag

Det er påske!” sådan begynder Holger Lissner den salme, vi skal synge efter prædikenen. ”Det er påske! Alting springer ud” Det er påske! Udråbstegn! Og først derpå kommer han til det faktum, at alting springer ud.
Det er påske!

Skulle man være i tvivl om forårets og livets tilbagevenden – og lad os være ærlige: med den nuværende vejrudsigt kan man godt blive i tvivl, når nattefrosten stadig kan finde på at stikke hovedet frem; så skulle man være i tvivl – ja, så er det blot at stikke hovedet ud i det trodsige forårsvejr og se sig om. Alting springer ud. Først var det erantis, vintergækker, krokus og dorothealiljer, og nu kappes skillaer og guldstjerner om at farve jorden blå og gul, mens påskeliljer rejser sig fra deres grønne blade og kigger gult ud på verden og konstaterer:
Det er påske!

Og naturen synger. Den iklæder sig sine smukkeste klæder som en anden operadiva og lader sine toner klinge ud i luften. Lam, kalve, killinger og hvalpe lader deres spæde stemmer høre for første gang. Fugle kvidrer, pipper og synger, så vi næsten får lyst til at synge med. Der er et stort omkvæd i flora, i fauna, i hele skaberværket, der jublende synger:
Det er påske!

Og det er det – påske, altså. Men hvorfor? Det korte svar lød i begyndelsen af gudstjenesten: ”Kristus er opstanden!” Og det er jo sandt og dejligt og godt og grundlaget for hele kristenheden. Men hvorfor er døden så stor en del af kirkens vigtigste højtid? Vi finder ikke trøst i døden. Døden tager fra os. Den giver ikke. Så hvorfor skal vi tale om døden her midt i naturens strålende forår? Det skal vi fordi:
Det er påske!

Påsken ender nemlig ikke med døden. Det ender med liv. Gud viste os vejen gennem sin søn, der gik gennem livet, ganske som vi gør. Jesus Kristus overvandt døden ved at dø og blive levende igen. Det er dét, vi fejrer hver søndag, når kirkeklokken ringer os ind til fejring af livet, som ér på trods af døden. Og ingen søndag morgen mere skøn, end i dag:
Det er påske!

Kirken er huset for fejringen af liv. Og alligevel er vi omgivet af døden, sådan som kirkegården ligger rundt om kirken. Vi kan ikke gå i kirke, uden at gå på kirkegården. Vi går omgivet af døden hen til livet, som rejser sig midt i det hele. Det er som om vi skal gå gennem døden for at nå til livet. Det er med denne vandring inmente, at vi hver søndag kan have fornemmelsen af, at:
Det er påske!

Holger Lissner stiller i salmen, vi skal synge om lidt, et spørgsmål, som nok af og til kan overvælde os alle: ”Kan vi tro det?” Kan vi tro på noget, som vi aldrig har set? Kan vi tro på noget, som ingen har set? Kan vi tro på, at døden lige pludselig ikke er endestationen? Kan vi tro på, at der er liv efter døden? Og Lissner svarer selv på det: Vi har hørt det, og det giver os håb. Håb om, at det underfulde kan ske. Håb om, at Gud kan gribe ind i vores liv og forvandle død til liv. Og så er det, at:
Det er påske!

Det er påske, fordi Gud giver liv på trods af døden. Det er påske, fordi verdens glæde var begravet og stod op i glæde. Det er påske, fordi Jesus er Herre over dødens magt. Det er påskemorgenrøde, fordi Kristus stod op af døde. Det er påske, fordi Gud gør livet grønt, nyt og underfuldt.
Det er påske! Glædelig påske!